Vær kirke

Ind i Vær kirke
Når man står foran kirkedøren ind til våbenhuset i Vær kirke, har man en af Danmarks smukkeste udsigter i ryggen. Af de to trin op til kirkedøren har den underste helt sikkert været podiesten for kirkens unikke døbefont.

Den oprindelige kirke og tilbygninger
Den oprindelige, romanske kirke (skib og kor) er fra 1200-tallet, bygget af granitkvadre. Tårnet og våbenhuset er føjet til i senmiddelalderen i starten af 1500-tallet og repareret i 1788, som det fremgår af indskriften over indgangsdøren.

Stensballegårds kirke
Her i våbenhuset ses allerede det første tegn på, at det ikke er en helt almindelig landsbykirke, man besøger. Vær kirke er en herregårdskirke, hvis skiftende ejere i århundredernes løb har sat deres præg på kirkebygningen både indvendigt og udvendigt indtil 1971, hvor kirken gik over til selveje under Aarhus Stift.

Tre gravminder med tilknytning til Stensballegård

Rosenkrantz og Gyldenstjerne
På vestvæggen i våbenhuset ser man t.v. en imponerende gravsten, velbevaret, smuk, sort og af skifermarmor. Den er rejst over Folmer Rosenkrantz til Stensballegård og hans hustru, Margrete Gyldenstjerne, samt to sønner, der begge hed Knud Rosenkrantz. Disse oplysninger fremgik af den nu bortkomne, nederste indskriftsplade på gravstenen, der dateres ca. 1581.

Fremstillingen af de to ægtefæller er fyldt med mange fine detaljer, som helt fantastisk er bevaret, hvilket ikke ville have været tilfældet, hvis man havde kunnet gå på den. Den har nemlig aldrig været nedfældet i kirkegulvet, som man kender det talrige andre steder fra. Den har været anbragt op ad væggen i koret.

Folmer Rosenkrantz bærer rustning, harnisk, som den benævnes fra 1500-tallet. Adelsmændene var dengang afbildet således på gravsten. Hans hjelm med strudsefjer er efter sædvane anbragt ved hans venstre, jernbeklædte, komuleformede hosefod. Margrete Gyldenstjerne bærer datidens fruedragt og - hue med den form for kjolekrave, pibekrave, der i vore dage kendes fra præstekjoler.
Hendes  hænder og arme er anbragt på den vis, der var sædvane for datidens gengivelse af adelskvinder på gravsten. Folmer Rosenkrantz kan mere naturligt gribe med venstre hånd om sit sværd og lade højre hånd, beklædt med jernhandske, hvile på hoften.

Våbenskjolde
Oppe over ægtefællernes hoveder ses deres respektive våbenskjolde, de fædrene og de mødrene. Man bør især bemærke Rozenkrantzvåbenskjoldet længst t.v. med den vesselhornbeklædte hjelm øverst på skjoldet, med skaktavl på tværs og to kronede løver.
Vesselhorn kendes fra heraldikken (videnskaben om våbenskjolde og skjoldmærker) som en hornlignende prydelse på våbenskjold. Også løven er et gammelt magtsymbol, kendt og brugt fra tidernes morgen op til vore dage (bl.a. logo for fodboldklubben FCK!) Løvemotivet vil man desuden kunne gense på kirkens døbefont. Og Rosenkrantzvåbenskjoldet genses på prædikestolen.

Bag hver af ægtefællerne ses seks andre aneskjolde /våbenskjolde pr. person.

Drueklasen
Et symbol, der er brugt på gravstenen, og som atter ses dels på altertavlen og dels på epitafiet inde på sydvæggen i skibet, er vindrueklasen. Den ses mellem Folmer Rosenkrantz’ venstre arm og Margrete Gyldenstjernes højre arm. De to ægtefæller er drejet mod hinanden og således også mod drueklasen, hvilket er naturligt, da den er et symbol på Kristi menneskelige natur og hans forsoningsdød på korset. Drueklasens hjerteform er ”blodets kar,” og druesaften er symbol på nadveren. Så mange betydninger samlet i én ting er det, man kalder pars pro toto.
 
Evangelistsymboler
Gravstenens to øverste hjørner har to af de i alt fire evangelistsymboler, de vingede væsener, som er beskrevet i Johannes’ Åbenbaring (Apokalypsen) 4, 7-8. Til venstre er det Mattæusmennesket, som det fremgår af skriftbåndet og til højre Johannesørnen. De to andre evangelistsymboler, Lukasoksen og Markusløven, var anbragt i de to nederste hjørner af den nu manglende plade med indskrift.

Gartnerens gravsten
Til højre, på østvæggen, ses en mere ydmyg, men dog imponerende mindetavle over en tidligere gartner på Stensballegård, Otto Frederichsen Winther (1740-1809), der ganske givet har levet hele sit liv i Stensballe, da han er født og død samme sted, som det fremgår af indskriften. Hans børn har bekostet gravstenen af grå Ølandskalk.

Som adelen tidligere på deres gravsten, som man lige har kunnet se overfor, påberåbte sig deres tilhørsforhold, er traditionen ført videre her på gartnerens gravsten, idet der her - i stedet for afbildning af afdøde og våben- og aneskjolde – øverst er vist eksempler på gartnererhvervets redskaber i form af en vandkande, en målepind og en stige.

Bikube, oliven - og palmegren
Et yderligere symbol ses nederst på gravstenen, en halmbeklædt bikube, symbolet på flid. Bikuben er også et symbol på håb, uskyld, udødelighed og opstandelse, hvorfor den er velanbragt på en gravsten. Bibuben er stedet, hvor bierne, de kristne, har hjemme. Bikuben er omgivet af en olivengren, symbol på fred og fromhed, og et palmeblad, et symbol på Paradiset og et sejrstegn. De ses ofte afbildet sammen. Dem vil man kunne genfinde bl.a. i Baron Frederik Krag til Stensballegårds epitafium i Griffenfelds kapel i tårnrummet.

To små drenges gravsten
Den tredje og sidste gravsten i våbenhuset – af rødlig kalksten - fra ca. 1740 er anbragt lige til højre for døren. Den er, som de to andre, velbevaret og er sat over to brødre, der - mærkværdigvis som Rosenkrantzbrødrene – hed det samme: Casper Ernst Ramsland. De døde begge som små, henholdsvis som godt toårig  og som godt fire år gammel.
De blev begrædt af deres forældre, et forpagterpar på Stensballegård, som det fremgår af ind skriften, der dominerer tavlen. Af udsmykning ses foroven en mindekrans i form af en oval blomsterkrans med et bånd, der rækker over indskriftens øverste kant. Nederst på tavlen ses et timeglas og en le, som er forkrænkelighedssymboler = Forgængelighedssymboler = memento- mori-motiver = ”Husk, du skal dø” - motiver. Timeglasset symboliserer tidens flugt, det hurtigt flygtende, flygtige liv, og leen der med ét hug høster mennesket.

Også på denne gravsten er der afbildet en oliven- og en palmegren.

Præstetavlen
Det sidste stykke inventar i våbenhuset nærmest døren ind til kirkeskibet er præstetavlen fra ca. 1900, der har 22 navne fra midten af 1600- tallet til i dag.

Indtræden i kirkerummet
Fra våbenhuset går man ind i kirkeskibet via syddøren, den gamle mandsdør. (Husk at tage turen rundt om kirken, for så kan man mod vest se tårnet, på nordsiden se dels den tilmurede kvindedørs ukalkede granitsten og dels tilbygningen fra 1788 – 89: adgangen til herskabsstolen.)

Skibet, der er det største rum i kirken, benævnes sådan, fordi navnet symboliserer, at kirken bringer de kristne gennem alle livets storme ind i Himmeriges havn. Kristus er styrmanden på skibet, og de troende er besætningen. Skibet fører op til koret – den vigtigste del af kirkerummet - med alteret, der sammen med døbefonten er kirkens væsentligste inventarer. Våbenhus, skib og kor er paralleller til forgård, det hellige og det allerhelligste i Salomos tempel.

Griffenfelds kapel
En yderligere understregning af Vær kirkes tilknytning til Stensballegård, om ikke den væsentligste, ses, når man træder hen til venstre, når man er gået ind i kirkeskibet. Her står man foran tårnkapellet. Øverst over portalen ind til kapellet (ca. 1700) er der en sort marmortavle fra ca. 1788, hvor det bl.a. oplyses, at her ligger Krag og Griffenfeld.

På gitterdørene af træ ind til kapellet ses på den venstre dør Peder Griffenfelds initialer med hans grevekrone, der har fem takker, og hans våbenskjold: en stående grif med udbredte vinger. (Griffen er et fabeldyr, et vogterdyr, kendt tilbage i tiden fra bl.a. Ægypten og Orienten. Den har løvekrop og ørnehoved, ørnevinger og her ørnefødder.) Nederst på døren ses Griffenfelds dødsår.

På gitterdøren til højre ses tilsvarende Frederik Krags initialer, hans syvtakkede friherrekrone og de tre krager fra hans våbenskjold
Det er Stensballegårds ejer, kirkeejer Baron Frederik Krags (1655- 1728) gravkapel for ham og hans familie, hvor Griffenfeld er stedt til hvile. Griffenfeld var familie, da han var Frederik Krags svigerfar.


Peder Griffenfeld
Peder Griffenfeld, født Schumacher, (1635- 1699) ligger balsameret i sin læderbetrukne kiste med to bemærkelsesværdige mindeplader på kistelåget. Han er en af Danmarkshistoriens berømteste mænd, en mægtig- yderst velbegavet – statsmand, der tjente, fra han var ganske ung, dels Frederik III, dels Christian V. Han steg hurtigt i graderne, blev adlet som greve af Samsø og blev rigskansler. Han havde altså stor magt og indflydelse – uden at kende sine begrænsninger.

Det indebar, at han kom på kant med såvel kongen som adelen og blev anklaget for både bestikkelse og – mest fatalt – majestætsfornærmelse i 1676. Det sidste betød døden. På skafottet blev han fradømt ære, liv og gods, men slap på retterstedet med livsvarigt fængsel.
Først sad han fire år på Kastellet, derefter 18 år på øen Munkholm i Trondheim fjord. Efter i alt 23 års fængsel blev han benådet, fik lov at bosætte sig i Trondheim, men døde kort tid efter.

Familieforholdet
Griffenfeld havde en datter, Charlotte Amalie Griffenfeld (1672 - 1703), han fået i sit kortvarige ægteskab med Karen (Catharina) Nansen (1656 – 1672), der var barnebarn af Københavns berømte borgmester, Hans Nansen (1598 – 1667).
Karen Nansen døde i barselsseng efter at have født Charlotte Amalie, der blev gift med Frederik Krag til Stensballegård. Hun var hans anden hustru, som fødte 12 børn i løbet af deres 13 år lange ægteskab. Fem af børnene overlevede hende.

Kisterne i kapellet
Det var hende, der fik sin fars kiste overflyttet til kapellet her fra Norge og også sin mors kiste fra København.
Disse fire personers kister er nu i kapellet, og flere af ovennævnte oplysninger står at læse på kistepladerne og på Frederik Krags epitafium på nordvæggen.
Som man kan se, står tre af kisterne på række forrest, og den fjerde er anbragt på tværs foran tårnvinduet. De er alle i tidens løb blevet restaurerede, og dele på kisterne er skiftet ud, og andet er føjet til.

Karen Nansens kiste
Forrest til venstre ligger Karen Nansen i sin læderbetrukne kiste. Øverst på kistelåget ses et krucifiks med et kranium med to korslagte knogler under korset. Kraniet er dels et memento mori- motiv (husk, du skal dø), dels symbolet på Adam.

Jesus er ”den anden Adam,” der skal sone den første Adams skyld. I den kristne kunst ses Adams kranium og knogler anbragt på eller i Golgatahøjen, Hovedskalshøjen, hvorpå Jesu kors var rejst, og hvor han led døden. Derfor også her på kisten. Derunder er Nansenfamiliens våbenskjold, og nederst ses en kisteplade med Karen Nansens data og lovprisninger af hende på latin. Kisten er yderligere udsmykket med rigt ornamenterede plader på gavl- og langsider.

Griffenfelds kiste
Anbragt ved siden af hustruen på den fornemste plads i midten ses Peder Griffenfelds rigtudsmykkede kiste med de to ovennævnte kisteplader anbragt midt på kistelåget. De dækker hinanden. Den øverste plade af messing anfører ydmygt, at herunder hviler Kong Christian V’s ulykkelige rigskansler efter sit lange fængselsophold, mens man, ved at løfte den øverste kisteplade, afslører en kobberplade, der på ganske anderledes vis roser Griffenfeld, opregner hans titler og i tidens højtsvungne sprog priser afdøde og fortæller om hans livs op– og nedture og om hans død, der skyldtes blæresten, hvoraf én var på størrelse med et hønseæg!

Også Griffenfelds kiste har som hustruens øverst på kistelåget et krucifiks, der dog er af nyere dato. Desuden er kisten meget rigt udsmykket med ornamenterede midter- og hjørnebeslag; de sidste med englehoveder. Ligeledes er hans våbenskjold anbragt på kisten.

Charlotte Amalies kiste
Under tårnvinduet står Charlotte Amalie Griffenfelds fyrretræskiste. Man kan skimte en kisteplade og se et krucifiks, der pryder hendes kiste, som det også er tilfældet med forældrenes.

Baron Frederik Krags kiste og epitafium
Til højre for Griffenfelds kiste står Frederik Krags fyrretræskiste, antageligt fra 1821, hvor man har genanvendt de oprindelige kisteplader. Den har intet krucifiks på kistelåget. Men man kan i stedet se et relief, en bronzebuste af Frederik Krag med Dannebrogsordenens kæde og storkors. Neden for denne er der en nu ulæselig kisteplade, og Krags våbenskjold er anbragt såvel på kistelåget som på den ende af kisten, der vender ud mod kirkerummet.

Oven over kisten, på nordvæggen, ses Krags epitafium. (Et epitafium er en mindeplade ophængt i en kirke over en afdød.) Øverst er anbragt en portrætmedaljon med en buste i hvidt marmor af Frederik Krag. Den svarer nøjagtig til busten på kisten.

Frederik Krags kronede våbenskjold ses atter over den sorte sandstensplade, der indeholder oplysninger om hans liv og ægteskaber, opremser hans virke bl.a. som kammerjunker under to konger, ceremonimester og vicestatholder af Norge.

Uden for den bladkrans, der omgiver portrættet, ses to kvindefigurer, den nærmeste med bind for øjnene og i venstre hånd resten af en vægt. Hun er symbol på Retfærdigheden. Den anden kvindeskikkelse med trompet er Fama, Rygtets og Ryets gudinde. Disse to symboler er værdige tegn at have på et gravminde over en baron m.m.

Oven over hovederne på de to kvindeskikkelser svæver to putti (bevingede, små drengebørn), hvor den venstre har en olivengren og den højre en palmegren. Disse to grene sås også, som man måske husker, på to af gravstenene i våbenhuset.

Skib og kor – fornyelse og ombygning
Når man derpå vender blikket mod øst ud over kirkerummet i øvrigt, bliver man yderligere bekræftet i, at dette ikke er en almindelig landsbykirke. Det, man ser, er nemlig resultatet af et restaurerings- og fornyelsesarbejde af kirkerummet, som Stensballegårds daværende ejer lod foretage i årene 1788-89. Det var Sophie Magdalene von Gram, geheimerådinde Krag - Juel – Vind til bl.a. Stensballegård.

I skibet lod hun lysekronen fra 1695 hænge. Den var skænket af Charlotte Amalie Griffenfeld og Frederik Krag. Pulpiturer, (ophøjede og aflukkede rum med stolesæder i en kirke) stolestader samt korpartiet med gammel altertavle (ligeledes skænket af Charlotte Amalie og Frederik Krag) blev fornyet, ombygget og udvidet med arkader, skrifte- og degnestol. Stilen er den såkaldte Louis-seize. Den romanske døbefont røg ud og erstattedes af en trædøbefont. (Den oprindelige font kom tilbage i 1848.)

Som kirkens indre fremtræder i dag - endog salmenummertavlerne – således har kirkerummet næsten set ud fra 1789 til i dag. Nævnes bør dog den sidste renovering fra 2004, hvor knæfaldets balustre blev forgyldt, og hvor hynder på knæfaldet, i stolesæder i skibet og præsteskammelpuden blev fornyet. Korgulvet foran alteret blev afdækket og nænsomt opmalet. Læg mærke til, at korgulvet og skibets gulvmønstre er identiske.

Lysekronen i koret er fra 1908, skænket af kirkeopsynsmand Erik Jørgensen og hustru Hanssine Sørensen.

Herskabsstolen
En af de ting, der mangler fra 1788-89, er herskabsstolen på nordvæggen. Her sad Stensballegårds ejere ved gudstjenesten højt hævet over kirkegulvet og de almindelige kirkegængere. Den er væk, men er markeret med et termevindue på nordvæggen. Efterfølgende har kirkeorglet været anbragt her, men blev i 1996 flyttet til dets nuværende plads på sydpulpituret. Adgangen til herskabsstolen/ orglet foregik gennem tilbygningen på kirkens nordside, som tidligere nævnt.

Seks malerier
I herskabsstolen sad de seks malerier, der i dag er anbragt tre og tre på henholdsvis skriftestolen t.v. og degnestolen t.h. i alterpartiet. Det er en ukendt maler, der i tidens stil har udført dem såvel som malerierne på pulpiturerne.

Til venstre ses først Moses med Lovens tavler. Tallene på tavlerne er som dem, man kan se på epitafiet på sydvæggen, hos Moses dér. Derpå følger to af evangelisterne, Markus med løven og på næste maleri Mattæus med mennesket.
På degnestolen er Jesus afbildet som Salvator Mundi, Verdensfrelseren, som han er det på det netop omtalte epitafium allerøverst. Han velsigner med højre hånd og holder i venstre hånd den med et kors prydede jordklode, der her er firdelt à la et kors. Denne deling kan også symbolisere de på den tid fire kendte verdensdele.
Dernæst følger de sidste to apostle. Først er det Johannes med ørnen og sidst Lukas med oksen.

Altertavlen
Altertavlen er ikke den, som Charlotte Amalie Griffenfeld og Frederik Krag havde skænket i 1699. Den nuværende er malet i 1873 af Frederik Ludvig Storch (1805 – 83). Hans kundekreds her i Danmark - han boede og arbejdede med succes i München i næsten 20 år – var ret stor og fornem med hoffet og aristokratiet i spidsen. Altertavlens motiv er Jesus i Getsemane Have.

Under tavlen ses en indskrift fra Lukasevangeliet. Til højre for indskriften ses en vindrueklase og til venstre kornaks, symbol for sakramentet og derfor velanbragt ved alterbordet, som vinklasen også er det.

Døbefonten
Vær kirkes romanske døbefont er kirkens ældste inventar og er kommet ind i kirken i 1200-tallet samtidig med opførelsen af kirken.

Værfonten er enestående i flere af ordets betydninger. Den hører til de ca. 180 jyske løvefonte, som er noget ganske specielt. Man deler løvefontene op i fire grupper, hvor Horsenstypen med omkring 20 løvefonte er den fjerde type, og hvor Værfonten er en variant af Horsenstype.

Værfonten har ud over de fire løver, som almindeligvis ses på fontekummer af Horsenstypen, en lille mandsskikkelse mellem to af løverne. Det er ellers tovsnoninger, løverne er vendt tilbedende mod på disse døbefonte, som symbol på livstræet, korset, Kristus. Men her er den ene af tovsnoningerne altså skiftet ud med den lille mand.

Han kan symbolisere Kristus, som løverne slikkende og tilbedende er vendt imod, eller han kan være en personificering af den døbte, der må vægre sig mod Djævelens magt.

Fontefod og podium
Da fonten vendte tilbage til kirken i 1848, var det med en fontefod af cement. Man kan på kanten af fonten se cementrester. Det er der, hvor fontelåget har været anbragt. Man skiftede nemlig kun dåbsvandet ud én gang om året!
Den fontefod, der nu er en del af Værfonten er gravet op på en mark nær Tvingstrup, der ligger ganske få kilometer fra Vær kirke. Foden skulle stamme fra den nedbrudte kirke i Ås, som heller ikke er så langt fra Vær. Det er i dag svært at se, hvad fontefodens billedprogram er. Måske kan man skimte nogle kors af forskellig størrelse og to mod hinanden vendte løver!!

 

Fonten er i dag anbragt i koret, men har sikkert som andre døbefonte været placeret nede i skibet mellem mands- og kvindedøren, dengang i 1200-tallet, da den kom ind i kirken. Det var, fordi barnedåben skulle foretages straks det hedenske barn var bragt ind i kirkerummet. Den bemalede døbefont (Værs har endnu rester af bemaling) stod på et podium, så fontens billedprogram kom til sin ret. Det underste trin foran indgangen til våbenhuset kan have været en del af kirkens fontepodium så meget mere som, at det er et særkende for privatejede kirker, at de har haft et sådant.