Du er her: 

Jesus, dét store brød

”Jeg er livets brød”, siger Jesus, ”Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

 

(Se hele prædiketeksten, Joh. 6,24-35)

Hamstring er her ikke bare unødvendigt men umuligt som en vej til at få del i det brød, Jesus taler om og er. Sådan som det også fortælles om jøderne i ørkenen og mannaen, himmelbrødet, som heller ikke kunne hamstres uden at gå til men kun modtages som dagligt brød på denne jord. Sendt fra himlen. Jo: ”Alle gode gaver / de kommer ovenned, / så tak da Gud, ja pris dog Gud / for al hans kærlighed!” (DDS 730)

I Berlin ligger, eller lå engang, lufthavnen Tempelhof. Et kæmpeområde inde midt i byen Berlin, nu i dag: ”Tempelhof”. Navnet klinger af kirke og katedral, af tempel og tempelgård. Et imponerende bygningsværk. Nu er den lukket. Engang var lufthavnen selve livsnerven for vestberlinerne. I et lille års tid mellem den 24. juni 1948 og 11. maj 1949 var der blokade fra Østtysklands (og Sovjetunionens) side af alle veje til Vestberlin, de allieredes zone af byen, langt fra moderlandet Vesttyskland. Hvad gjorde man så for at få mad og fornødenheder ind til Berlin til vestberlinerne? Man etablerede en luftbro. Fik maden ind fra luften. Fra himlen – som jøderne dengang i ørkenen fik manna og brødkorn fra himlen.

Luftbroen til Vestberlin kunne mod sin slutning levere 2000 tons fragt om dagen. Der landede fly med fragt hvert tredje minut. Piloterne fra USA og andre allierede lande blev elskede og beundrede. Nogle af piloterne lavede små faldskærmspakker med slik og sager til børnene i byen. Pakker som de kastede ud af vinduerne når de fløj ind over Vestberlin. Dét var en helt anden slags bomber, end Berlin havde oplevet blot få år forinden. ”Madpakkerne” fra himlen fik hurtigt tilnavnet ”Rosinbomberne”. – Nu står den, som sagt, tom. Tempelhof. Ligger der som en stor tom plads i byen. Og har således stadig sin fine funktion: Et kæmpe åndehul. Et stort pusterum i byen. Med til at holde vinden i bevægelse. Et rekreativt område. Et sted for nyskabelse og liv. Også selv om der ikke længere kommer fly og forsyninger ind til byen ad denne vej.

Den opmærksomme prædikenlæser vil måske kunne fornemme, at præsten her nok også taler om noget andet end det konkrete Tempelhof i Berlin? ”Luftbro” og ”åndehul”? Et sted for ”livgivende næring”? ”Vinden (ånden!) i bevægelse”? – Som så ofte i kirkens sprog og formidling taler vi (i vid udstrækning) ”udenom” – for at få det sagt – det, der skal siges. Taler i lignelser og billeder. Metaforer, som det hedder med det fine ord. Det er ikke så mærkeligt. Jesus gør det selv hele tiden: ”Jeg er livets brød”, siger han. Jesus – dét store brød! Himmelbrødet fra Gud. Ved Helligåndens kraft, Guds gode ånd: luftbro og livsnerve for alt det vi i grunden lever af.

Og kirken, med sin gudstjeneste, som en lufthavn. Tempelhof. Et sted for modtagelse af næring kommet til os ovenned, fra himlen, fra Gud. Spørgsmålet er om den virker, også når den står tom, kirken? Det gør den nu nok. Kirken står der og udgør alene i kraft af sin særprægede bygning en form for baggrundsstråling i samfundet. Fjern og dog altid tilstede. Man kan vel nærmest ikke stille sig noget sted i dette lille land uden at kunne få øje på mindst én eller flere kirker? Og det virker. Kirken står der, allerede og alene som bygning, som et åndehul i landskabet – et pusterum – en plads som er med til at holde ånden i bevægelse.

Og dog så er jeg ikke i tvivl om, at hvis ikke ordet lyder herinde og bringes med ud herfra af mennesker – hvis ikke der holdes gudstjenester og kristendommens og evangeliets fortælling gives videre – så vil kirken og dens bygning allerede i løbet af en generation eller to miste sin forunderlige livgivende kraft.

Og så udgår der ikke længere næring og livgivende forsyninger fra dette rum. Så er kirken som bygning blot en tom skal omkring lidt mugne madrester og et par tørre krummer. Et sted for højst en smule nostalgi og lidt vemodig museumsstemning.  Og det vil være synd. Synd for os, som ikke og aldrig lever af brød og materiel velfærd alene, men behøver åndelig føde tillige for vor menneskeligheds, ja, vores medmenneskeligheds og samfundssinds skyld.

Gid vores kirker snart igen må åbnes som gudstjenesterum – som rum og mødested for Gud og menneske – for modtagelse af livets brød. Rosinbomben over dem alle: ”Min Jesus, lad mit hjerte få / en sådan smag på dig / at nat og dag du være må / min sjæl umistelig!” Amen. 

Læs mere på Gudmunds hjemmeside https://www.gudmundraskpedersen.dk/.

Del dette: